Bestyrelsesberetning 2008
Dato:
03-04-2009
Langeland den 2. April 2009
Bestyrelsens beretning
LAG Langeland har eksisteret i lidt mere end et år som en fælles LAG under Landdistrikts- og Fiskeriudviklingsprogrammet 2007-2013.
Der har i løbet af 2008 været 3 ansøgningsrunder, hvoraf kun de 2 sidste har været åben for fiskeriansøgninger.
I forlængelse af 1. Ansøgningsrunde blev der udarbejdet prioriterings-kriterier for Landdistriktsprogrammet.
I forlængelse af 2. Ansøgningsrunde blev der udarbejder prioriteringskriterier for Fiskeriudviklingsprogrammet.
LAG Langeland har på bestyrelsesmødet den 19. juni 2008 besluttet nedenstående kriterier for prioritering af indsendte ansøgninger til LAND:
Projekter vedrørende etablering af attraktive levevilkår i landdistrikterne (Bekendtgørelse om tilskud til projekter vedrørende etablering af attraktive levevilkår i landdistrikterne 16. februar 2008).
I. Antal tilflyttere
II. Nyhedsværdi
III. Human og social kapital
IV. Relation til Udviklingsstrategi
V. Lokalforankring
Projekter vedrørende etablering af nye arbejdspladser i landdistrikterne
I. Antal skabte arbejdspladser
II. Nyhedsværdi
III. Økonomisk bæredygtighed
IV. Relation til udviklingsstrategi
V. Lokal forankring
Ovenstående 5 prioritering er således besluttet, for hver af de to ordninger.
LAG Langeland har på bestyrelsesmødet den 6. oktober 2008 besluttet nedenstående prioritering af indsendte ansøgninger til FISK:
Projekter vedrørende bæredygtig udvikling i fiskeriområder (Bekendtgørelse om tilskud til projekter til bæredygtig udvikling i fiskeriområder nr 333 af 5. maj 2008).
I. Antal skabte arbejdspladser
II. Antal tilflyttere
III. Nyhedsværdi
IV. Relation til Udviklingsstrategi
V. Økonomisk bæredygtighed
Der er efterfølgende blevet gjort tydeligt opmærksom på prioriterings-kriterierne, hvilket har medført at ansøgere har været langt mere opmærksomme på at etablere netværker, samarbejder og nye foreninger.
LAG’ens hjemmeside er i brug og helt opdateret. Der er rigtig mange henvisninger og nyttige oplysninger som både kan være inspiration og information.
Der har været mange pressemeddelelser og annonceringer, som efterfølgende har givet en del avisomtale af en lang række af projekterne.
I 2008 har koordinator vejledt et større antal ansøgere end der er indkommet projektansøgninger. Grunden hertil er bl.a.,
at projekter ikke har passet ind i LAG Langelands Udviklingsstrategi,
at der har været en urealistisk finansiering, eller lignende.
Nogle ansøgere er blevet bedt om at arbejde videre med at modne projektet til en senere ansøgningsrunde.
Ultimo 2009 vil bestyrelsen revidere Udviklingsstrategien på baggrund af de ansøgninger der er modtaget i 2008/2009.
Under Landdistriktsprogrammet er der kommet tilsagn om 1.429.460 kr. til 2009.
Under Fiskeriudviklingsprogrammet fik LAG’ens bestyrelse en overraskelse i starten af 2009. Den statslige medfinansiering til Fiskeudviklings-programmet var fjernet fra Finansloven. Dvs at ansøgere fremover selv skal ud og finde den offentlige medfinansiering hos kommunen, regionen eller staten. Ansøgere kan ikke som tidligere bruge egen privat medfinansiering – da EU-midler kun kan medfinansieres af offentlige midler.
LAG Langeland har 720.000 kr. tilbage af tilsagnet fra 2007/2008 til projekter og administration, hvor den statslige medfinansiering er tilstede. Disse er overflyttet til 2009.
Derudover har LAG’en søgt yderligere midler til 2009, her er tale om EU-midler hvor den offentlige medfinansiering skal skaffes. Der er endnu ikke kommet svar på om LAG får dette tilsagn.
Der er indkommet 30 ansøgninger til landdistriktsprogrammet og 3 til fiskeriudviklingsprogrammet.
Ansøgninger under landdisstriktsprogrammet:
LAGs bestyrelse har givet 19 projekter tilsagn om tilskud.
Af disse, har 15 fået tilsagn fra Direktoratet for FødevareErhverv = 1.864.253 kr.
De resterende 4 er under sagsbehandling hos Direktoratet.
5 ansøgere har fået afslag hos LAG.
3 ansøgere har trukket ansøgningen tilbage.
2 afventer opklarende oplysninger inden endelig behandling kan foregå i bestyrelsen.
1 ansøgning er videresendt til den centrale pulje i samarbejde med Småøernes LAG
Ansøgninger under fiskeriudviklingsprogrammet:
LAGs bestyrelse har givet 1 ansøgning tilsagn om tilskud og projektet har også fået tilsagn fra Direktoratet for FødevareErhverv = 625.000 kr.
2 afventer uddybende oplysninger inden endelig behandling i bestyrelsen.
Virkningerne af projekterne, der har fået tilsagn om tilskud, er det for tidligt at måle på i forhold til Udviklingsstrategiens kvantificerede mål, da projekterne endnu kun er i startfasen.
Bestyrelsen forventer at omtale gør at der vil komme flere ansøgninger i 2009. Næste ansøgningsrunde er 1. maj 2009 for såvel land som fisk.
Koordinator og kontoret i øvrigt har fået markant mere arbejde vedr LAG Langeland end ventet og får at hjælpe opgaven har vi deltidsansat Bente Christensen, hvis spidskompentance er håndtering af ansøgninger.
Siden etableringen af LAG Langeland i forbindelse med Turist- og erhvervsforeningen har målet været optimal synergi med fordele for begge organisationer og lavest mulige omkostninger til drift af LAG Langeland.
Begge er indfriet til fulde efter min opfattelse.
LAG Langeland har stor betydning for Langeland, idet mange ansøgere som indirekte effekt skaber udvikling via samarbejde og innovationen trives. Naturligvis er støttekronerne også med til at fungerer som ”løftestang” til projekter som alternativt kan være vanskelige at finansiere.
Vi har en meget bredt sammensat bestyrelse som samarbejder og med afsæt den enkeltes kompetence / holdning skaber grobund for vurdering af det bedste for Langeland. Det er ikke altid let men der er altid en konstruktiv debat og nogle gode resultater.
Tak for jeres imput og indsats.
Via samarbejdet med TEL har vi et team på i alt 5 med Anne Mette Wansøe i spidsen , som løser de mange opgaver som vedr. LAG Langeland. I har realiseret den synergi som vi håbede på og taget de mange store og nye opgaver til jer. Hermed en meget stor tak for den indsats og ikke mindst positive holdning i har til de nye opgaver og dermed udviklingen af grundlaget for kontoret.
TAK